Santos
- er en galgo espanol, hvis fortid vi ikke kender, men vi ved, at han har været så ondt behandlet, at han havde mistet troen på mennesker, sig selv og på livet.
Jeg så hans billede fra et internat i Cadiz – Spanien, han var tynd og stiv og lænede sig på en underlig måde tilbage - som en forfangen hest. Jeg fornemmede, at det eneste ønske han havde tilbage, var et ønske om at forsvinde og blive usynlig. Da jeg søgte oplysninger på ham, blev denne fornemmelse bekræftet og det oplystes, at han var så angst, at man ikke kunne hjælpe ham på internatet, så man ønskede inderligt, at nogen ville adoptere ham og hjælpe ham.
En vigtig og god oplysning var, at han ikke havde problemer med andre hunde, så kan det ikke gå helt galt, tænkte jeg, for jeg påtænkte ikke at adoptere ham for selv at få en putte ven, dem havde jeg flere af allerede, men jeg havde meget lyst til at hjælpe ham, han talte til mig.
Jeg bestilte den sorte hund og snart kunne jeg hente ham i Kastrup. Alle var spændte, hvordan mon det kommer til at gå med transporten af sådan en hund. Flyet er landet og alles øjne rettes mod transportbånd og rejsende. Hundetransportkasserne dukker op sammen med deres ledsager efter nogen forsinkelse, som gør os bekymrede, forklaringen viser sig at være, at tolderne lige netop denne gang, vil chekke om pas og hundenes chips nu også passer eller om vi smugler ulovlige hunde ind i landet. Åh nej, stakkels Santos, hvordan skal det gå? Jeg blev bange på hans vegne, men så kom kasserne og Santos havde overlevet at have en uniformeret mand så tæt på. Min største frygt havde netop været, at han ikke ville overleve rejsen fra Spanien, men der var ikke noget alternativ, han ville ikke overleve på internatet og hvem ville vælge sådan en hund, jeg havde jo netop frygtet at ingen ville adoptere ham, så derfor var han nu her i Kastrup lufthavn.
-
Jeg kiggede ind gennem tremmerne og så en sammenkrøbet sort skikkelse bagest i transport kassen, der var ingen glad forventning, som vi ellers ofte oplever, og lokken med kogt kylling forsøgte jeg end ikke på – i stedet trak jeg Santos ud af kassen. Jeg prøvede at få kontakt midt i mylderet af hunde fra Spanien og mennesker, men Santos havde trukket sig, troede vist, at han skulle dø. Der var ingen grund til andet end at putte den lille hund tilbage i kassen og bære den hen til bilen. Vi kørte hjem til Jylland uden at holde tissepause, det ville ikke kunne lade sig gøre, han ville ikke turde tisse, så vi kørte hjem til Silkeborg, hvor kassen blev båret ind i stuen og åbnet. De andre hunde kiggede ind til Santos i kassen og undrede sig vist over, at han ikke kom ud, men det gjorde han ikke i lang tid, når der var andre til stede i stuen end hunde. Santos fik sin mad serveret i kassen – uden at se på ham og til min store, store glæde spiste han fra første dag, når blot jeg forlod rummet. Det var et meget fint tegn på, at han ikke helt havde opgivet. Ud skulle han og det skete ved, at jeg måtte trække ham ud af kassen og ledsage ham ud i haven i en lang snor. De andre hunde fulgte med og det var meget godt for Santos, når de så lavede, hvad de skulle, gjorde han det også i sin lange snor med mig i den anden ende, mens jeg så den anden vej. Inde igen forsvandt Santos ind i sin trygge kasse igen. Som dagene gik begyndte han at liste ud og opsøge de andre hunde, som han gerne ville lægge sig ved siden af, når de tog en lur, det gjorde mig meget glad at se dette syn. Som ugerne gik var Santos mindre og mindre i transportkassen og efterhånden begyndte han at blive en del af flokken, og pludselig en dag flygtede han ikke ind i kassen, da jeg kom ind i stuen, men blev bare liggende, hvor han lå og næste kapitel kunne begynde.
NU var Santos pludselig min hund og jeg var den, han altid gemte sig bag og søgte tilflugt hos. Transportkassen brugte han ikke mere, men de andre hunde , at den var sjov og skiftedes til at tage en lur i den, så tiden var nu inde til at returnere den til Spanien, så den kunne blive brugt igen til transport af en anden heldig hund.
Santos blev gradvist tryg ved husets andre menneskelige beboere også - og siden også ved husets venner, så den skræmte lille, sorte og tynde hund fra Spanien har i dag et dejligt liv med mange menneske og hundevenner og bløde liggesteder og en dejlig stor portion mad hver dag. Tryg er han stadig ikke ved fremmede mennesker, de får nogle gø med på vejen, men bare han har sin mor, er det ikke et problem. Santos er en rigtig let lille sprinter som drøner rundt på vores marker - let som en hjort. Han kan også være en bølle og finde på at slå sig sammen med galga Sonata og moppe galga Gaya og så må jeg jo skærme Gaya mod de to banditter, så Santos har et dejligt myndeliv her hos os og vi elsker ham højt den lille frækkert.
At en hund er skræmt fra vid og sans betyder ikke, at det altid skal være sådan. Vi mennesker kan påvirke begge veje og har de dyrs skæbne i vore hænder, som krydser vor vej. Vi kan gøre en forskel og har som mennesker magten til at skabe himmel eller helvede for dyrene. Hunde som Santos kan hele langsomt og få et godt liv, men udgangspunktet skal være, at man vælger at adoptere en sådan hund for hundens skyld og ikke for sin egen for, så vil skuffelse uvægerligt følge og hunden risikerer at blive kasseret endnu engang.
Vælg hunde med omtanke og realitetssans omkring din egen situation og spørg dig selv med hånden på hjertet: hvad kan jeg tilbyde en rescue hund? inden du udvælger en. Der findes hunde i alle aldre og i alle størrelser til adoption, som passer til mennesker i alle mulige livs situationer og endelig må vi ikke glemme, at en hund også afspejler måden den bliver mødt. I min tid i denne rescue verden, har jeg oplevet at flere hunde er blevet returnerede med postulat om, at den pågældende hund er helt umulig. Hunden er blevet hentet tilbage og overtaget af en af de få, hvis døre er åbne for den slags hunde, blot for at vise sig at være en dejlig og imødekommende hund, når blot den bliver mødt på den rigtige måde og i den rette ånd.
Foto: Santos i hundeskoven, kort tid efter jeg fik ham. Med sele, så han ikke
skulle panikke og rive sig løs. Han var med i skoven fra starten, da han
altid fulgte flokken og jeg kunne også give ham snor på, så vi kunne gå i
haven og tisse. Uden snor var det for farligt, da han kan hoppe meget højt
og var han først udenfor haven, ville jeg ikke kunne fange ham igen.
Det er vigtigt at skærme angste hunde, men pas på med at overbeskytte, for
det gør mere skade end gavn. Ifølge Irene Jarnved DKK er overbeskyttelse en
af de væsentligste grunde til adfærdsproblemer hos hunde. At hjælpe en angst
hund, hest eller andet dyr videre, kræver både forståelse og mod hos ejeren.
Venlig hilsen
Kirsten Bak Thygesen
Se også: www.dyrforlivet.dk
MYNDEHYGGE i skoven sammen med Karin og galga Sonata. Santos på sin faste
plads ved mit venstre lår.
