Det kan være hårdt at være myndeejer!
Danmark, ud af alle de skandinaviske lande, er det land som kender mindste til mynder, som har færreste antal af mynder pr. indbygger - og hvor dårlige rygter, og onde sladder-historier desværre florerer!
Og på rejse med borzois i for eksempel Tyskland, vil man opleve en stor respekt og glæde ved racen. Lufter man sin hund på en rasteplads, vil man uvægerligt møde tyskere, som har en god fortælling og gode minder eller erfaringer med borzois.
Dette er desværre sjældent i Danmark, hvilket nedenstående beretning er et trist eksempel på.
Det er rigeligt at vi myndeejere skal "slås" med den myte, at mynder ikke skulle være særlige intelligente*, begrundet nok i det, at de ikke er ubetinget lydige, men har en hjerne der ofte vælger at tænke selv!
Men alle myndeejere kan bekræfte, at mynder er MEGET intelligente!
Og det er også galt nok, at mange fejlagtigt tror, at man skal cykle eller gå ti kilometer tre gange om dagen for at motionere dem nok!
Men at man skal høre gruelig gale historier på basis af ingenting, grebet ud af den blå luft - og at en enkelt hund, som på grund af den forkerte behandling, bliver aggresiv, skal åbenbart gælde for hele racen - er lidt for meget.
En jeg kender fortalte mig, at hun havde stået ved ringsiden i 10 år og beundret hundene, (borzoierne) men ikke ejerne, som var ubehagelige overfor hinanden og konstant rakkede hinanden ned, når hun spurgte til racen.
Hun blev bombarderet med skræk historier om folk, der var vokset op med borzoier, som var nervøse og bidske hunde.
Sågar en opdrætters datter havde berettet om, at være blevet bidt adskillige gange som barn, så hun måtte have flere ansigts operationer.
De bed ved det mindste, hvis bare man strejfede dem ved et uheld, når de sov eller andet.
Det lyder vanvittigt og jeg tvivler meget på, at det er rigtigt.
Den slags historier gjorde, at hun tænkte, at hun måtte vente med at anskaffe sig en borzoi til børnene ikke længere var små og forsvarsløse overfor dette "rovdyr". Tænk, at hun bevarede fascinationen for racen trods alle disse negative historier.
En yngre mand berettede også sidste år om en samtale med en vordende hundetrænere, som var klart meget uvidende om vore mynder - desværre, men som ikke desto mindre fortalte løs med forkerte udsagn og opspind: Han blev endda advaret mod "anden rangs hunde" (Russiske mynder) (!!!) og fik at vide, at disse, ligesom kamphunde, skal føres i snor til træning - selv som hvalpe!!! Frygteligt, at den slags uvidenhed kan fordomme. Jeg bliver så gal over al denne dumhed.
Jeg ved, at visse opdrættere før i tiden forsømte at socialisere deres hunde og ikke opmuntrede til, at de skulle hilse på fremmede mennesker. Jeg oplevede det selv i starten, hvor jeg min natur tro, gerne ville hilse på borzoierne til udstilling, både danske og udenlandske. Det overraskede mig, at folk ikke tog imod en venlig henvendelse med fremstakt hånd - modsat mig selv, som opfatter det som et vigtigt led i deres hundes opdragelse, at andre skal kunne hilse på dem - uden at de forsøger at flygte, og det er lykkedes - også med de nervøse omplaceringshunde, som jeg tog til mig efter Anas' død, for at gøre noget godt for hans artsfæller til ære for ham.
Så i dag hilser mine hunde med glæde på andre - også når de er i snor, og bliver faktisk lidt skuffede, når vi passerer nogen som ikke siger - neeej! hvor er de skønne!!! og hilser på dem.
Mynder skal som alle andre racer, lære at være sociale og som "PR repræsentanter" for racen, når vi bevæger os i det offentlige rum, er det afgørende, at de er gode PR repræsentanter - sociale og omgængelige...
Men nogle af de gammeldags borzoi-folk tænker ikke sådan og det har efter min opfattelse skadet racens omdømme meget.
Men nu kommer de russiske mynder på banen og en ny era begynder med en ny generation af borzoi-folk.
Disse folk færdes med deres hunde sammen med andre hunde og hundefolk og sørger for at deres hunde bliver socialiserede.
Min veninde på Fyn klarer sig vældig godt til hundetræning, og en opdrætter fra Nordjylland gør ligeledes en god indsats til hundetræning med hendes to borzoier og viser dermed at borzoien er en alsidig hund, som klarer sig på lige fod med andre racer til hundetræning. Et par på Fyn er ligeledes kommet med i Borzoi-familien og træner ligesom Birthe, og kommer iøvrigt på udstilling i år med deres første og hidtil eneste borzoi.
Også en opdrætter fra det Østjyske område har hunde, der er venlige og omgængelige og gerne hilser på rare mennesker. Han opdrætter borzois med en fornuftig psyke frem for alt. Så med fornuftigt opdræt og fornuftige ejere, tror jeg, at den nervøse og angstprægede borzoi er ved at være en saga blot - heldigvis, for denne skønne race fortjener den anerkendelse,
som den fuldt ud er berettiget til.
Mine hunde bliver trænede i hunde-skovene blandt andre hunde og mennesker og ved at gå i snor på byens gader, hvor de bliver udsat for alverdens larm, katte og gøende småhunde, som springer op af havehegn, når vi passerer forbi. Ja, I læste rigtigt! Jeg sagde passerer. Hvorfor skulle vi dog lade os anfægte af en stakkels lille understimuleret hund og hidse os op af den grund. Det hænder dog, at vi stopper op, fordi mor har ondt af det lille larmende bæst og siger, at den er sød og klapper den og så snuser vi til den og tænker stakkels hund... Vi træner ikke kun i lydighed, men lydhørhed - eks. flokken løber foran, jeg råber VEEENTE og de stopper og står, som var der pludselig en mur foran dem. De er så dygtige til at gøre, hvad man beder dem om, for de elsker at glæde os og at være dygtige hunde.
Det er virkelig en god og nem race.
De overrasker mig ustandseligt positivt...
Så de fortjener ikke det dårlige rygte de har fået på grund af dumme og uvidende mennesker.
Jeg ser frem til sammen med "gamle" borzoifolk og nye borzoifolk at arbejde på at udbrede det positive kendskab til racen,
som den så rettelig fortjener.
Venlig hilsen Kirsten
NB. Her er en opfordring, som gælder alle myndeejere: Hvis nogen af læserne har erfaringer af positiv eller negativ art om mynders intelligens, fordomme eller andet relevant i forhold til denne artikel, er I velkomne til at sende et bidrag til siden, som vil komme på under læsernes indslag.
* Denne historie går mange år tilbage, over 12-15 vil jeg gætte på.
Der var en vis "professor", som udbredte en liste, han havde lavet, over de hunde som var de meste intelligente og de hunde som iflg. hans "undersøgelse" var de mindst intelligente!
Denne liste blev desværre taget alvorligt af pressen og man læste om den allevegne i flere år efter (og den kan stadig dukke op!)
- og den gjorde vi myndeejere rasende! Det virkede som om, han lavede listen efter de hunderacer, som var de mest villige til at gøre som der blev sagt, altså de mest lydige.
Og det siger egentlig ikke noget om intelligens, som sådan, men blot at nogle racer er nemmere at kommandere rundt med end andre!
Nederst på listen, som den allermindst intelligente, og som er den eneste jeg kan huske, var afghansk mynde.
Hanne Böckhaus blev også rasende.
Hun havde nemlig en afghaner den gang, nogle greyhounds og en eller to sheltier fra sin mor, som var/er opdrætter af racen.
(Sheltie var blandt de meste intelligente, iflg. listen.)
Hanne vidste, som alle vi der kender eller ejer afghanere ved, at afghanere er MEGET intelligente og utrolige kvikke og beregnende hunde!
Så Hanne kom i TV med et dementi af denne liste!
Hanne sagde, at hun kunne illustrere hvad "intelligens" egentlig var for noget i hundeverdenen, og intervieweren gav hende ordet.
Hanne fortalt, at hun gik en tur på en sti med sin hunde løbende løs omkring hende.
Der var en afghaner, mindst to greyhounds og skal vi sige een sheltie - jeg kan ikke huske det præcise antal.
Stien førte dem langs en kæmpestor indhegning som var til fodbold og anden sport.
Ca. halvvejs var der et hul i hegnet og alle hunde løb ind på fodboldbanen, ulovligt!
De var helt alene, så Hanne lod som hun ikke havde bemærket denne forseelse og hundene fræste op og ned og havde det herligt med så meget plads at boltre sig på.
De holdt nogenlund trit med Hanne som stadig gik på stien, mens de var inde på den anden side af hegnet.
Men så kom hundene pudselig til kort!
Ved hjørnet af indhegningen, fortsatte stien (og Hanne) lige ud og videre hen, mens hundene nu stod indfanget bag hegnet, i hjørnet, og ud af stand til at følge efter deres mor.
Som et væsen, vendte greyhounds og afghaneren straks om, løb i fuld fart langt VÆK fra deres elskede Hanne,
fandt hullet, og styrtede tilbage til Hanne, lettede over at kunne være ved hendes side igen!
Hanne sagde ikke noget.
Alt imens skreg og peb sheltien hjerteskærende, mens den kastede sig op af hegnet i hjørnet og tydelig bad Hanne om hjælp til at løse problemet.
Hanne måtte bede den om at følge med, mens hun gik hele vejen tilbage til hullet og viste den hvor den kunne komme igennem og forenes med hende igen.
Det var Hannes historie - så godt som jeg nu kan huske den!
Hun bad intervieweren og alle som så programmet, tænke over:
Hvem er så mest intelligent her?
De hunde som er vant til at tænke selv og ikke nødvendigvis behøver vente på deres menneskes kommandoer,
eller den hund, som ellers var super lydig og meget "intelligent",
men som var vant til at ejeren tog alle beslutninger som den hjertens gerne adlød hendes kommandoer?
Jeg synes det var en god historie - og jeg håbede dengang, at mange danskere så det indslag.
Det er bare så synd at afghanerne skal have det hængende på sig...
Janet
Kirsten skriver:
En pudsig oplevelse havde jeg i starten af min myndekarriere.
Pigerne og jeg trissede fredeligt rundt i hundeskoven - Anas var død og jeg havde ikke hentet Ivolgo endnu, så der var 4 små borzoi-piger. Pludselig så vi en rimelig stor mand med sin Rottweilerhan, og jeg tænkte straks - skønt at møde en hund, og ville gå hen og hilse på denne smukke unghund, men i det samme drejede manden rundt - alt imens han hev hunden med ved halsbåndet og spænede afsted over stok og sten. Mynderne tænkte - FEDT de er med på at løbe, og satte efter dem og mor her efter mynderne, så der var et helt optog af løbende hunde og mennesker. Vi fik selvfølgelig hurtigt indhentet mand og Rottweiler og jeg blev klar over, at han var rædselsslagen for mine borzoier!!! Stor var forbløffelsen og jeg spurgte forundret - er du virkelig bange for mine piger, dig der står der med en stor Rottweiler???
Så fik jeg historien om disse livsfarlige ulvejægere, som han kendt alt til og som havde skræmt alle fra vid og sans, hvis de slap løs på diverse hundeudstillinger, som han i sin tid havde deltaget i med sine Rottweilere. Han fattede ikke at nogen kunne finde på at importere sådanne vilde bæster, som ville kunne lænse enhver hund de kom i nærheden af. Jeg tryglede manden om at se på mine hunde og om at bemærke hvor de hyggede sig med hans hund, som de gik fredeligt rundt og snusede sammen med og han faldt en anelse til ro, så jeg overtalte ham til at følges lidt sammen med os og lade hundene hygge sig med at være hunde. Han var egentlig en venlig mand, så han efterkom mit ønske og gik med. Hundene hyggede, men manden var ved at dø af skræk, så vi fulgtes ikke langt.
Det tankevækkende var, at manden ikke selv havde oplevet noget grumt med borzoier, men havde fået skrækkelige historier fortalt og slugt dem råt for flere år siden - og havde siden været så bange for borzoien, at han slet ikke kunne overskue at skulle ændre på sin fordom ved rent faktisk at gøre sig nogle personlige erfaringer og sådan er det vel egentligt generelt ofte med fordomme...
Email: bakthygesen@borzoi-living.dk
Tilbage til start siden.
Til næste side om den sociale borzoi...