DEN 1. AUGUST
- lige en lille ekstra hilsen herfra Myndehøj.
Min søn JP
syntes, at jeg var unfair overfor Atlas, da jeg skrev nedenunder, at han ikke er
så vild med fremmede hunde, se her Atlas og de andre borzoi "babies" sammen
med vores feriebarn Bastian.
Atlas er så sød og rar ved Bastian, han
giver ham endda et lille nys på billedet på trods af, at Bastian er en
rigtig lille markerende hanhund med lettet ben på alle gode tissesteder.
Så undskyld Atlas og JP, Atlas er en på alle måder rar og klog hund.
Og en lille feriehund hygger sig også på Myndehøjen.
-
-
Hilsen Kirsten
PS gårdspladsen ser frygtelig ud i et stykke tid endnu efter
opgravningerne og mit lille røde hus står og venter på, at renoveringen
fortsætter når de andre ting er på plads. Derovre kan vi arbejde inden døre,
så det er ikke så afhængigt af vejret. Så se bort fra alt det grimme!
Se den smukke side af Myndehøj: Klik her
DEN 31. AUGUST
Vi er begyndt at passe fremmede hunde lidt på Myndehøjen, selv om faciliteterne endnu ikke er færdige,
men det går fint.
De små er hos JP, han har jo 2 små forvejen.
Atlas er ikke vild med hunde, han ikke kender, men Alexia og Alexandra elsker at få "besøg” og leger og leger med gæsterne – de går ned i knæ for de små, så de ikke bliver bange for dem, det er så morsomt at betragte. De er et par fantastiske tøser, hvor er jeg glad for, at jeg beholdt dem.
Borzoierne er nogle meget hengivne hunde og beskedne, men deres lømmelalder kan være hård at komme igennem – afhængigt af linjerne selvfølgelig. Køber man en Isabel hund, (Dworjanin i Schweitz http://www.dworjanin.ch ), får man ingen problemer og jeg tror, at man kan sige det samme om hundene fra Yvonne i Sverige. (http://dikaja.dinstudio.se)
Det er meget forskelligt, hvor meget jagt der er i dem. Alexandra ville være en god jagthund på de russiske stepper. Hvis hun ser vidder foran sig og er fri, kan hun ikke lade være med at løbe, selvom hun er ked af at være ulydig, hvis ikke jeg får hende stoppet, går der timer inden hun kommer hjem. Jeg holder nu meget øje med hende og tager ingen chancer, går tur udenfor indhegningen i snor. Desværre er der sket enkelte uheld mens håndværkerne har været her med at de forkerte hunde er kommet udenfor hegnet, men de andre kalder jeg bare på, så kommer de.
Sidste gang Alexandra kom ud, kaldte jeg på hende, hun så på mig, men kunne ikke opgive sin nye frihed og løb ud over et kæmpestort dal område, som vi har nord for gården. Jeg besluttede, at det skulle være slut med at jeg måtte opgive og fulgte målrettet efter hende – uden at sige noget, men hun vidste, at jeg ikke ville give op – så sig tilbage med jævne mellemrum, og sådan gik vi længe – rigtig længe. Min forventning var, at hun på et tidspunkt ville give op og smide sig, blot håbede jeg, at det ville ske inden vi kom til en vej. Mit håb blev indfriet, da Alexandra som forventet smed sig, bugen i vejret og ventende på, at jeg gik de ca. 30 meter hen til hende. Jeg tog hende i nakke skindet, så hende dybt i øjnene – uden at sige noget, trådte tilbage og Alexandra forstod signalet, REJS DIG, NU GÅR VI HJEM og rejste sig og vi gik hjem – side ved side.
Tilbage til forsiden.
