Dagbog uge 24
Nu hvor det gode vejr er kommet er hundene ude, stort set hele tiden, når vi er hjemme.
 
Nika får det hurtigt for varmt indendørs og vil helst være ude. Hun vil dog også meget gerne være i kontakt med mig, og ville egentlig foretrække hvis dørene kunne stå åbne, så hun kunne gå ud og ind, som han havde lyst.
 Specielt lille Mico (Papillon/Pomeranier bl.) og Nika (Borzoitæve på 11 mdr.) kan tumle og lege i det uendelige, eller undersøge alting på gårdspladsen og i haven.
 Men Silke (Dobermann bl. tæve) og Nika, er også begyndt at lege sammen, og det er tydeligt, at de har et andet indbyrdes forhold med hinanden, et forhold der rummer mere gensidig respekt for hinanden.
 Nika er stadig teenager og utrættelig indendørs i sin evige jagt på mine ting, som hun mener er legetøj eller efter fødevarer. Alt skal fjernes, for ellers gør hun det.  Jeg må være konstant på tæerne, for at komme hende i forkøbet.  Hvis hun ikke ligger og sover, er der ballade i hende, så enkelt er det for tiden, og det er uanset andre aktiviteter i løbet af dagen.
Det er vigtigt at bevare den gode fornemmelse i maven.
Hun tåler ikke hvis jeg bliver barsk, fordi jeg nu synes, at det er for meget. Så bliver hun utryg, og reagerer med at knurre eller snappe. Som mynde ejer må man være sig bevidst, at mynder, som alle hunde, mister tilliden til deres ejer, ved  det de opfatter  som ”overgreb”,  f.eks. når man lyder vred, hos mynder er det blot langt mere udtalt.
Vi er vores hundes tryghed, og skal stadig skabe den gode stemning, specielt når de er teenagere.
 Det er dejligt at se, hvor godt de tre meget forskellige hunde har det sammen, og de er alle glade og harmoniske, og har stor fornøjelse af hinanden.
 Nika har en meget dejlig måde, at vise sin glæde på. Hun springer mig i møde, også selv om jeg bare har været 10 minutter i stalden uden hende. Hun er altid glad, vil altid gerne lige hilse, for at bekræfte vores samhørighed, og er så igen klar til at provokere Mico og sætte ham op til leg.
Hun er en utrolig behagelig hund at have i hjemmet.

Dagbog uge 17
Teenager på 75 cm.
 
Ja, det er ikke en af mine døtre der her er tale om, selvom de også er teenagere lige nu, nej jeg har endnu en teenager i huset, den 8 mdr. gamle Borzoi tæve.
 Hun har været såååhh nem, indtil jeg pludselig kunne mærke det… ørene bliver periodevis lukkede.
 Er det noget I genkender, når den dejlige hund, der altid kommer på indkald, pludselig reagerer som om den intet hører.
Eller når andre vel indlærte handling udføres efter laaang tids tøven, og i absolut modvilje. Hundens teenage periode er indtrådt.
 Her hos os betyder det bl.a., at Nika, om aftenen, vandrer rundt i huset, og opsøger selvbeskæftigelse, ganske utrætteligt,
og når hun nu er 75 cm over ryggen, men rejst på bagbenene, så høj at det eneste hun ikke kan nå er på toppen af køkkenets overskabe, ja så giver det ejeren en vis beskæftigelse, eller afkræver en vis portion fantasi.
 
Det er vigtigt at forstå, at når hunden indtræder i puberteten og når momentan akut døvhed af den grund ind i mellem opstår, så er hårdhed og irritation absolut ikke vejen at gå. Det vil blot kunne føre til, at der opstår mistillid i forholdet mellem hund og ejer. Her skal tålmodighed til, og så må man trøste sig med, at hunden gør bare det den gør, fordi den er hund, og på den anden side af puberteten, så dukker igen en skøn samarbejdsvillig hund ud efter at hormonræset har lagt sig.
 
Ergo flytter jeg alt det, jeg ikke vil have mellem hendes kæber. Jeg rejser mig fra sofaen, for at følge hvad hun nu vil ud og hente, jeg korrigerer naturligvis stadig, men i forståelsen af, at dette er ikke en god periode for nyindlæring. Og jeg vælger gode løsninger i samlivet, som ikke fremmer at stresse hende, men i stedet afleder hende.
Ann H. d. 3 maj 2010
  
Nika og Mico.
 

Nika's dagbog, uge 12, 2010
Tilpasningsevne
 
Da jeg fik Nika hjem, havde jeg af tidligere ejer fået oplyst, at hun var vant til at være alene hjemme (sammen med sin bror), men max. fire timer ad gangen.
 Den første udfordring havde meldt sig, da jeg har 8 – 16 job, og mine døtre ikke altid kommer hjem før mig.
 Mandag morgen kom, og jeg installerede Nika sammen med den lille Papillon/Pomeranier blanding i en stor baggang, sagde hej, hej og tog på arbejde.
 Ikke overraskende kom vi naturligvis hjem til, at Nika, ikke havde kunne holde sig, og der var både tis, pøller og nogen vandalisme, og da min store Borzoi naturligvis har fysik til at kunne lukke døre op, så var hundene i hele huset, hvor Nika havde fundet beskæftigelse (hvem gider kede sig en hel dag) med at tømme skraldespande både på badeværelset og køkkenaffaldet.
 Ja, det kunne jeg måske nok have tolerance til at takle, men jeg vidste med sikkerhed, at mine teenagedøtre ret hurtig ville løbe sur i en times oprydning, når de kom hjem fra skole.
 Så jeg gjorde to ting:
 For det første er dørhåndtagene nu vendt, så dørene ikke kan åbnes af en Borzoi…
 For det andet, valgte jeg at benytte mig af et gode på arbejde, og planlægger nu hjemmearbejdsdage, sådan at jeg minimerer på, antallet af dage, hvor hundene er alene hjemme i mange timer.
På den måde kan både hunde og teenagepiger havde det bedre med den nye situation.
 Og nu, ret godt rustet til at håndtere situationen, ser jeg tilbage og er helt forbløffet over Nika´s fantastiske tilpasningsevne.
 Der gik ikke en gang 14 dage, før der ikke var så meget som antydningen af en tissetår eller en pølle, selv efter en lang dag alene. Dørene har hun hurtigt registreret, at hun ikke kan gøre noget ved, og ja, så nøjes hun med den kasse med legesager, som jeg hver dag sørger for, at de har stående i gangen, når vi går hjemmefra.
 Hun er ikke ked af det når vi går, og hun er almindelig glad, når vi kommer hjem, (altså viser ikke tegn på, at hun har været frustreret). Sidst på dagen, tilbringer vi selvfølgelig så meget tid sammen, som vi overhovedet kan, for at godtgøre alenetiden.
 
Jeg er dybt misundelig, når jeg hører om mennesker, som har mulighed for at have deres hund med sig, fra morgen til aften.
Men når det nu ikke kan lade sig gøre for mig, så forbavses jeg over, hvor fantastisk den intelligente, men også ekstremt sociale mynde har formået, at tilpasse sig livsmønstret her hos os. Hun er virkelig dejlig!

Livet med Nika uge 5, 2010.
 
Nika har nu boet hos os i 4 uger, og det er som om hun har været her altid.
Jeg kigger på hende og tænker, ”så nem og lige til en hund, har jeg aldrig før haft, hvor er det mærkeligt, at der ikke er flere mennesker, som vælger at have Borzoi".
 Jeg ved, at Borzoi kan have meget forskelligt temperament, afhængig af, hvilken stamme de kommer fra, og kan bare konstatere at min pige, har det skønneste temperament, man kan ønske sig.
 Alle mine bekymringer for, hvorvidt hun ville føle sig tromlet af de to andre (Dobermann blanding og Papillon/pomeranier blanding) er blevet til skamme.
 Nika er nu herhjemme, selvsikker, glad og legesyg. Det ser ud til, at hun er fuldstændig på det rene med, at de andre, til tider har en anden adfærd end hun selv, ligesom at de har taget hende til sig, som en del af dem.
 Naturligvis er det ideelle, at hun bor sammen med en anden Borzoi, men indtil den dag, så glæder jeg mig over at se, hvordan hende og lille Mico begge nyder at røre, nusse, lege og ligge tæt, alt det sociale, som betyder så meget for Nika.
 Hvad indlæring angår, så bliver jeg stadig bekræftet i hendes intelligens.
Der er ikke noget, som jeg har arbejdet på at lære hende, som jeg ikke har fået en god respons på.
Naturligvis har jeg ikke et ønske om, i hende, at have en hund som tager 1. pladser hjem i lydighedsdisciplin, men det er nødvendigt med et samarbejde hende og mig imellem, som gør, at livet sammen fungerer, og jeg kan se, at når jeg roser meget, og har god timing med godbidderne, så er hun nem at arbejde med.
Jeg roser også meget, når hundene af sig selv gør noget godt, eller undlader at gøre noget uønsket. På den måde, bekræfter jeg dagen igennem, den adfærd jeg ønsker at fremme.
 Jeg vil gerne beskrive de elementer som Nika's liv hos os er bygget op af, så det giver et billede af de behov hun har, som jeg vægter at tilgodese, for at hun, stadig kan forblive afbalanceret og godt tilpas, hvilken naturligvis er i forhold til den alder hun har lige nu, og hvor jeg skal være indstillet på, også at dække hendes behov, som de ændrer sig.
 
Det er som hundeejer vigtigt, at vi læser vores hund, og analyserer på det vi registrerer, for at vi, kan give dem et godt hundeliv. Vi skal være villige til at justere i forhold til det vi ser, hvis hunden viser, at den har behov for, at noget gøres anderledes.
Når jeg, p.g.a. praktiske forhold i familien, er nødt til at byde en hund noget som er deres natur imod, så er det vigtigt, at jeg indlærer dette, for at få hunden til at kæde det sammen med noget positivt.
 
F.eks. er det naturligste for vores hund, og i særdeleshed for Borzoi, at være sammen med os hele tiden.
Hos os, kan det ikke lade sig gøre, fordi jeg har et almindeligt dag job, og pigerne er i skole i løbet af dagen.
Når jeg er på arbejde, er Nika i et stort gangareal, sammen med lille Mico. Silke kunne også være der, men hun er langt mere kuldskær end de to andre, da Dobermann ingen under uld har, og hun har om vinteren sin stol stående foran brændeovnen i stuen, så hun ikke skal fryse.
 Inden vi forlader huset, har hundene haft mulighed for at komme ud på en stor gårdsplads som er forbundet med haven, lige så længe de gerne vil, hvilket typisk er 2 x 15 min. om morgenen.
Når Nika kommer ind, er hun altid klar til at lægge sig igen, som alle teenagere, er hun tydeligvis ikke glad for at stå tidligt op. Der ligger hun så i sin kurv, og ser på mig og pigerne, men vil gør os klar på badeværelset. Jeg sørger meget for, at morgenen for hundene, er helt uden stress og jag, men er rolig og hyggelig.
 Så samler jeg noget legetøj og lidt gummeting at tygge i, i en plastbøtte. Man kan smide nogle godbidder ned til legesagerne, så er der lidt problemløsning i at få fat på dem, men det kræver at ingen af hundene, har en negativ reaktion i forhold til ressourceforsvar.
 For hundene er hele morgen ritualet en del af, at de ved, at de nu snart skal være selv.
 Når vi igen kommer hjem, bliver hundene lukket ud i den indhegnede have og gårdsplads, så længe de selv har lyst. Og Nika, som er meget glad for, at vi nu er hjemme, vil ofte gerne hurtigt ind til os igen.
 Derfor gør vi det, at på hverdagsaftener, så er hun hellere ude ofte, men lidt ad gangen, eller også går jeg med ud, og tilbringer tid sammen med dem udenfor. På denne måde tilbringer hun oftest 1 –1  ½ time ude hver aften.
 Hundene bruger også i løbet af aftenen, ca. ½ time, på at søge deres tørfoder ude i haven.
Dette giver god mentalt aktivering. Der er dog ikke så meget næsearbejde i det i sneen her om vinteren når de kan se maden, men alligevel, de hygger sig med det.
 To gange om ugen tager jeg dem alle med i hundeskoven i ½ - 1 time.
 Når hundene er inde, er de sammen med os. Inde er Nika meget rolig, ligger oftest og slapper af, men hun tumler også ind i mellem med Mico, og får som alle hvalpe og unghunde, en gang i mellem trang til at snuppe noget af mor's pynt, for at se, om der ikke er en tilfredsstillende beskæftigelse i, at tygge det i sig.
Jeg bruger lidt tid på øvelser, med hver af dem eller sammen. Men mest gør jeg det, at jeg benytter hver en naturlig anledning til at afkræve samarbejde.
 
Mine hunde må gerne være i sofaen, som er dækket af med tæpper og om natten sover også enten sammen med mig eller min yngste datter.
 At hunden tager styringen i hjemmet hvis den får lov at være i møblerne eller i sengen, er en skrøne, og tager ikke lederskabet fra os. Nej, det har kun indflydelse på, hvor ofte vi må vaske sengetøj.
Jeg har dem i sengen af to grunde. Jeg synes selv, at det er hyggeligt, men jeg tilfredsstiller også Nika's behov for samhørighed med flokken og for berøring. Samhørighed ville hun også have, hvis de alle havde en kurv på gulvet ja, men berøringen er vigtig for hendes trivsel, og den får hun kun, ved at vi ligger i arm.
 Skal jeg så altid lade hende være i sengen, for nu er hun vant til det.
Nej, - jeg kan godt sige, at i nat, så ligger du i kurven i gangen sammen med Mico. Jeg skal bare sørge for, at det er indlært at ligge i kurven og være selv og samtidig signalere til hende, det her det er fint og positivt.
 Jeg håber, at dette lille billede af familiens liv, også giver indblik i, hvordan Borzoi er at leve sammen med.
 Jeg vil meget gerne næste gang skrive om, hvordan hun er at have med i hundeskoven, hvordan hundmøder forløber o.s.v.

---

19. januar 2010

Borzoi - hvad er det?? - Vil mange måske sige.

Nika slapper af på sofaen.
 Vi er en lille familie på tre piger, mine to teenagedøtre på h.h.v. 13 og 15 samt jeg selv på 44, som i sidste uge fik familieforøgelse med skønne Nika, en borzoi tæve på 5 ½ mdr.
Jeg har i forvejen en dobermann blanding, en tæve på 6 år og en papillon/pomeranier blanding Mico, (en kastreret han på 1 ½ år), så jeg var mere end bare almindelig spændt på, hvordan det ville blive, at sætte dem sammen.
 
Da jeg tog ud for at se hende, var jeg, fra første øjeblik, betaget af to sider af hendes karakter, det viste sig hurtigt hvor skarp og intelligent hun er, samtidig er hun meget kælen og tillidsfuld i forhold til mennesker. Ja, - og så er hun meget smuk……
 
Det er med næsten ærefrygt, at jeg har tilbragt den første uge, sammen med den her dejlige pige, for jeg må erkende at Borzoi  opfører sig væsentlig anderledes end andre hunde.
 
Det er tydeligt, at de tre hunde har et meget forskelligt kropssprog, og det er vældig interessant at observere deres indbyrdes kommunikation. Nika er en tilbageholdende og lidt for, forsigtig pige, så når ”bøllerne” larmer, trækker hun sig, indtil der igen er ro på. Hun er dog begyndt at tage mod til sig, og indbyder elegant til leg, for at se, om hun kan friste Mico, hvilket altid resulterer i, at de begge stormer i høj hastighed rundt på gårdspladsen i leg, først efter den ene og i næste øjeblik efter den anden.
Befriende at se, efter at hun særligt de første dage, konstant blev bedt om at dæmpe sig, af de andre, hver gang hun vovede at springe mor i møde, som man nu gør, når man bliver glad og er en sprinter.
 
Lige så interessant det er at betragte de tre hunde indbyrdes, lige så sjovt og spændende er det når mine evner som træner nu bliver testet mere end jeg er vant til. Det har været nødvendigt, at arbejde med, hvordan jeg gerne ville modtages af flokken, og hvordan jeg vil have dem til at agere i forhold til hinanden, specielt når jeg kommer hjem fra arbejde, idet jeg vægter, at de holder en indbyrdes god tone.
Jeg skal også i forhold til Nika, være mere nøjagtig og præcis i mit kropssprog, for at opnå en ønsket reaktion fra hende. En meget spændende udfordring, hvor jeg hele tiden, skal være opmærksom på ikke at forstærke uønsket adfærd, men kun ønsket, fordi hun fanger så hurtigt.
 
Hun er glad for mine døtre, og den måde hun springer op i sofaen og krøller sig sammen ind til deres krop, med sit lange hoved på deres bryst og et tilfreds suk, det tager dem simpelthen med storm. Der kan ikke puttes intens nok, og jeg er selvfølgelig glad, fordi jeg ved, at når hun nu ikke bor sammen med andre mynder, er den tætte kropskontakt med os, det næstbedste, og bidrager til hendes trivsel.


Nika og min yngste Christel der nyder hinandens selskab. Til højre: Nika og lille Mico der daser på gulvet.
 Andre mynder, skal hun nu også have lov at være sammen med, og derfor mødte vi lørdag formiddag Kirsten ifølge med tre Borzoi's, to Galgo'er og lille Cookie, i hundeskoven ved Kragelund, sammen med Kurt og Susanne og deres Schæfer Max.
En rigtig hyggelig dag blev det, og dem skal vi have nogle flere af.
 
Nu hvor ugen er omme, kan jeg bare sige, at behageligere og mere rolig hund har jeg aldrig mødt, Nika er virkelig skøn, og det virker som om hendes rolige færden i huset bidrager til mere ro, på de to andre, når de er indendørs.
 
De har det godt sammen de tre, har rigtig fundet ud af det med hinanden.
 Ann
Tilbage til Borzoi-living første side